Dan Frøjlund

Artist Statement – Dan Frøjlund

Født 1954 – Realeksamen – Ærespræmie i skolehaven – Uddannet Illustrator. Medlem af Society of Illustrators i New York. ( Som, så vidt jeg ved, eneste Dansker nogensinde.)

Har arbejdet med maleriet siden december 1988, hvor jeg vendte ryggen til alt, og begyndte på det jeg skulle have gjort fra starten.

Jeg arbejder i den klassiske tradition, uden egentlige forbilleder, men med de gamle Hollændere kiggende over skulderen. Stilleben/Portræt.

Min holdning er, at malerier er ligesom børn, på et tidspunkt skal de kunne klare sig selv, og dette tidspunkt er når jeg vælger at signere. Af denne grund, er det mig meget imod at tale om det, jeg laver, det skal maleriet, ikke jeg.

Mine billeder har været udstillet på gallerier i Danmark, Paris, Sydfrankrig, Aspen Colorado ( fik aldrig pengene) Las Vegas, London, og sikkert andre steder…

På et tidspunkt gled jeg mere og mere over i Portrætmaleri, og jeg har på fornemmelsen, at jeg har et vist flair for det, jeg har ihvertfald malet nogle af verdens virkelig rige, halvrige, nyrige, og en del midt imellem. På et tidspunkt var jeg i spil til at male et portræt af Prins Henrik, men efter en del møder skete det sørgelige, for os begge, at han døde.

Der er sikkert meget mere, som jeg nok har glemt, jeg har aldrig rigtig kunnet se ideen i CVér, vi kunne ligeså godt diskutere hvem der stod først op i morges, og så er det skideirriterende at holde styr på. Jeg vil slutte med Stephen Fry´s geniale ord: (Da der var premiere på hans første skuespil)

“Jeg har lidt for kunsten, nu er det jeres tur…”