Carsten Fun Jensen

Det sidste afspejles i en del af hans skulpturer. Ikke bombastisk og proklamatorisk, for det ligger ikke til Carstens temperament eller til hans humoristiske sans. Men netop med en stille underfundighed hvor han i sine skulpturer samstiller former, så de stiller spørgsmål ved opfattelsen af verden. Som for eksempel Carstens kommentar til burhøns: Den gengiver fragmenter af fjerkræ, der stikker hovedet ud af en alt for lille kasse, mens guldæggene samles for neden og formulerer spørgsmålet om, hvorvidt vi kan spise dem med god samvittighed.

De samfundskommenterende skulpturer er imidlertid blot en del af Carstens virke.

En anden side er hans nonfigurative skulpturer. De er bløde og organiske, og man fornemmer tydeligt naturinspirationen. Man fornemmer også inspirationen fra en lang skulpturtradition.

Carsten traf jeg ved et tilfælde, og vi begyndte at tale sammen over et stykke smørrebrød, som blev til flere. Fordelt over adskillige gange hvor vi selvfølgelig talte om kunst og den omstændighed, at alle kunstnere naturligvis står i gæld til hinanden. Det afgørende er, om man som kunstner vedstår den tradition, man er rundet af. Det gør Carsten. Carsten snyder ikke på vægten.

Carsten er et rejsende menneske, der ofte har været på besøg i andre kulturer for at lære at se på verden på andre måder. Men inspirationen er navnlig hentet i europæisk kunsthistorie. Ingen skulptør i vore dage, ikke en skulptør der arbejder med bløde amorfe former, kan undgå at være påvirket af nogle af de store skikkelser i det 20. århundrede som for eksempel Jean Arp og Henry Moore, der begge kom til at danne skole. Også for Carsten der selv tilføjer en stor dansk billedhugger som Erik Thommesen som et klart forbillede. Erik Thommesen (1916-2008) tilhørte en anden tid. Mange af hans skulpturer var længe undervejs og resultatet af grundige overvejelser over form og håndværk.

Carsten står på ryggen af de nævnte skikkelser, og man kunne – for nogle af hans skulpturers vedkommende – også nævne Reinhoud d’Haese, der vil være mest kendt for sine fabeldyr. I sit arbejde, der er båret af glæde over former og bygget på engagement i verden, bruger Carsten af sin kunsthistoriske viden, han lærer af de mange skulpturer, han har set, og så kombinerer han det med den særlige underfundighed, der karakteriserer hans tilgang til billedkunsten.

– Torben Weirup